En kold og grå februardag falder jeg i en forretning på Sankt Hans Torv over en folder med overskriften "NewAura". Jeg står lidt og læser og grunder over hvordan det, som brochuren formulerer det, skulle være muligt at ændre sit liv radikalt på tre timer, noget, der ofte kan tage år på en briks hos en terapeut. Det er Berit Larsen, autoriseret Auraformidler, der står bag brochuren. På bagsiden kan man læse, at hun er født i 1976 i fiskenes tegn. Et lille farvefoto viser en smilende kvinde, der udstråler venlighed. Jeg kan læse, at man efter en auraomlægning vil komme i balance og opleve en ny ro og afklarethed, få større overblik, mere overskud og bedre koncentration. Det lyder næsten for godt til at være sandt.
Nu har jeg altid ment, at man bør være åben over for nye ting, hvilket har fået nogle til at kalde mig naiv. Det har jeg nu altid taget helt roligt og har gennem tiden læst bøger om både astrologi, kiromanti, tarokkort og I Ching.
Inden jeg kunne nå at fortryde, sendte jeg en mail til Berit og spurgte, om vi kunne mødes. Dagen efter lå der en venlig invitation. Jeg besøgte Berit i hendes lejlighed, hvor vi sad og drak te, mens hun fortalte mig om sit arbejde som Auraformidler. Jeg ved ikke, hvilke forestillinger, jeg havde gjort mig, inden jeg mødte Berit, men nok at hun på en eller anden måde ville være temmelig speciel med det noget særprægede erhverv, hun har. Jeg måtte dog konstatere, at hun virkede venlig og helt almindelig.
Der var altså hverken tale om et lettere forrykt kvindemenneske eller en person, der ønskede at slå plat på andres dårligdom. Hun forklarede mig, at mennesker, som hun ser det, er energi bevægelse. Vores krop er den fysiske manifestation af de usynlige energier, der omkranser og gennemstrømmer os. De problemer, mennesker kan have som angst, ensomhed, manglende selvværd, sygdom og negative tanker, er et produkt af blokeringer i vores aura. Jeg kan ikke sige, at jeg hverken tror eller ikke tror på det, Berit fortæller mig, men jeg accepterer det som en måde at forstå verden på, og jeg er blevet nysgerrig. Kort efter har jeg aftalt en tid ugen efter til en auraændring.
I den følgende uge kan jeg ikke lade være at fortælle flere af mine venner, at jeg skal have ændret min aura. Det er meget blandede reaktioner, jeg får, lige fra "det lyder vel nok spændende" til "du må være sindssyg". Syg følte jeg mig nu ikke og heller ikke udpræget ubegavet, selv om jeg i sidste nummer af Psykolog Nyt kunne læse, at folk, der var overtroiske, ikke hørte til blandt de bedst begavede. Selv om jeg havde set frem til dagen, var jeg alligevel lidt nervøs, inden jeg skulle hen til Berit. For kunne der gå noget galt? Ville jeg komme til at forandre mig meget? Spørgsmålene svirrede rundt i hovedet på mig.
Men da jeg først lå i et lille hyggeligt værelse på en rød briks, var jeg helt afslappet. Hun holder på mine fødder og forklarer mig, at hun modtager energi fra en højere magt til at heale mig.
Imens fortæller hun, hvordan den nye energi i verden blandt andet betyder, at man ikke længere behøver meditere eller have et mellemled til det højeste i form af kirker og præster, idet der nu er direkte kontakt opad. Da healingen er færdig, er der løst op for ubalancer og traumer. Det betyder ikke, at man har glemt dem, men at man kan lægge det fra sig.
Det næste trin er, at Berit fjerner min gamle aura. Jeg ligger med lukkede øjne og har det lidt underligt ved tanken om at miste noget, jeg betragter som en del af mig selv, men jeg mærker ingenting, og lidt efter meddeler Berit mig, at hun nu sørger for en udvidelse af min bevidsthed. Hun forklarer det som, at man får en større harddisk. Berit siger højt ud i rummet "Vi er klar til at tage imod nu". Jeg ligger stadig og slapper af og lader tingene ske.
Til sidst afbalancerer hun den nye aura, og vi er færdige. Hun fortæller, at jeg skal komme igen om en uges tid, da den godt kan stå og vippe lidt i starten. Lidt efter går jeg ned ad Elmegade.
Jeg mærker ikke den store omvæltning, men føler mig meget rolig og har en fornemmelse af at være i god ´kontakt´ med fortovet. Det er, som om omgivelserne også er i ro, selv om der er mange mennesker på gaden og tæt trafik. Dagen efter registrerer jeg også, at jeg ikke er stresset over at skulle nå en masse ting, men bare løser opgaverne én efter én med en bedre koncentration end jeg plejer.
Konkluderende kan jeg sige, at jeg klart føler en forandring, men ikke en revolution. Måske fordi jeg ikke havde brug for en sådan.