Børnenes aura svinger dog i nogle højere og dermed hurtigere frekvenser end kroppen, som er mere fysisk og stofligt fortættet.
På trods af den fortætningsmæssige forskellighed mellem auraen og kroppen så er signalføringen helt identisk i den fremtidige krystalaura og krystalkrop. Krystalmennesker er, som de ser ud, og de er, som folk bevidst eller ubevidst opfatter dem ved første øjekast, nemlig i total harmoni med sig selv, og de evner derved at følge deres indre stemme.
Når voksne mennesker i dag får integreret krystalaura via en AuraTransformation®, hvilket udelukkende kan lade sig gøre, hvis de bevidsthedsmæssigt er i stand til at svinge i overensstemmelse med frekvenserne i krystalenergien, så er støbeskeen lagt til, at de selv kan påbegynde deres kropskrystallisering. Kropskrystalliseringen repræsenterer så absolut den mest langtrukne del af krystalliseringsfasen.
Under normale omstændigheder er en voksen krop 3-4 år om at krystallisere, såfremt kroppens indehaver lever et forholdsvis balanceret liv. Dette skal sammenholdes med, at det fra 2012 og frem vil tage et sundt og normalt ufødt krystalbarn ca. ni måneder at krystallisere sin krop. En kropskrystallisering som vil finde sted under hele graviditeten i perioden fra undfangelsen og frem til fødslen, hvor barnet lever under totalt beskyttede forhold i moderens livmoder uden forstyrrende fysiske påvirkninger udefra.
Har man som voksent menneske passet godt på både sin krop og sit sind og har levet et fysisk sundt liv, så kan éns kropskrystallisering sagtens gå i gang af sig selv, længe før man beslutter sig for at få krystalliseret sin aura ved hjælp af en AuraTransformation®.
Det samme gør sig gældende, hvis man har levet tæt på naturen eller i total pagt med naturen, da naturen repræsenterer ren ånd i fysisk form. Så følger éns krop nemlig naturens rytme og flow, uden at man tænker nærmere over det, og ren og uforstyrret natur er altid i total overensstemmelse med den højeste åndelige og stoflige kraft på samme tid.
Ved at være ét med naturen, giver man plads til at ånden og dermed bevidstheden kan indtage kroppen fuldt ud, hvilket reelt set er, hvad krystalliseringsfasen går ud på. Nemlig at integrere ånden i kroppen - vel at mærke uden at dø af det undervejs, da ånden i mange menneskers bevidsthed sidestilles med den fysiske død. I andres menneskers bevidsthed repræsenterer ånden til gengæld evigt liv, og sådan er vi mennesker jo så forskellige!